De seneste par år er der kommet mere og mere fokus på at skåne miljøet. Desværre rimer det meget dårligt på at rejse – og specielt de former for rejser, hvor du tager en forlænget weekend til en storby et eller andet sted i Europa.
Men heldigvis er de muligt at tage på storbyferie på en nogenlunde miljøvenlig måde. Det handler bare om, hvordan du gør det.
Tag toget
Den største synder, når det kommer til miljøbelastningen, er uden tvivl transporten til og fra storbyen – der i de fleste tilfælde er med fly.
For en flyrejse udleder rigtig meget CO2. Og når du så samtidig kun er væk i kort tid, er det en kæmpe belastning for miljøet i forhold til den gevinst, som du får.
Heldigvis er fly jo ikke den eneste transportform, der kan bringe dig frem til dit mål et eller andet sted i Europa.
Et alternativ er at køre selv i bil. Det er klart at foretrække frem for at flyve, hvis du gerne nedbringe dit CO2-fodaftryk.
Den bedste af alle transportløsninger er dog at tage toget (med mindre du altså vælger at gå eller cykle), da det er den transportform, der belaster miljøet mindst.
Spændende storbyer i nærheden
Hvis du kun har en forlænget weekend, vil toget naturligvis have sine naturlige begrænsninger i forhold til, hvor langt du kan komme. For hvor du kan nå alle europæiske storbyer inden for maksimalt 3-4 timer med fly, så tager det noget længere tid med tog.
Det behøver dog ikke begrænse dig. For der ligger en række spændende storbyer, der kan nås på forholdsvis kort tid med tog.
F.eks. tager det kun godt syv timer at køre til Berlin med tog fra København. Kommer du fra Jylland, kan det gøres endnu hurtigere. Og Berlin er det perfekte sted for en storbyferie. Her spiser du godt, der er masser af kulturelle og historiske steder at opleve. Og prisniveauet er endda lavere end i Danmark.
Har du mod på en lidt længere togrejse, så kan du komme til Prag på godt 12 timer. Så det er måske ikke lige noget med at tage af sted fredag og hjem søndag. Men har du lidt flere dage, er det helt klart også en mulighed.
Skal det være endnu tættere på, så er Hamburg også en rigtig spændende by – der kan nås på kun fem timer fra København (via Fyn og Jylland). Eller du kan tage til Stockholm, hvor togrejsen ligeledes kun er på lidt over fem timer.
Der er altså masser af muligheder for at tage på storbyferie på en miljøvenlig måde, hvis bare du er villig til at besøge en storby i nærheden af Danmark.
Det faktiske tidsforbrug
Når du overvejer tog i forhold til fly bør du også lige kigge lidt nærmere på det faktiske tidsforbrug for disse to transportformer.
For umiddelbart kan det godt se ud som om, at det f.eks. tager væsentlig længere tid at komme til Berlin med tog end med fly.
Men hvis man tager transporttiden til og fra lufthavnen, ventetiden ved checkin osv. med i det samlede billede, så er forskellen faktisk ikke så markant igen.
Og så kan du jo også tænke på togrejsen som en del af storbyferien. For hvor der altid er meget stress i forbindelse med flyvninger, så kan du bare sætte dig ind i toget og læne dig tilbage – og blive bragt direkte til centrum af den storby, som du vil besøge.
Men vigtigst af alt, så gør du samtidig så også noget godt for miljøet, hvis du udskifter flyet med toget.